Tysk presse: Familiefar ville tage sit eget liv

Den tyske journalist Andre Matthias. Foto: Bruno Stagsted

Familiefaren fra Øster-Hurup, der er anklaget for at have bedøvet sine to børn og sat ild til den bil, som de sad i, har ifølge tyske medier forsøgt at tage sit eget liv.

Tirsdag starter retssagen mod manden fra Øster-Hurup, der er anklaget for at have bedøvet og brændt sine to børn ihjel lidt udenfor Berlin. Det sidste halve år som varetægtsfængslet var dog tæt på at koste den mordanklagede mand livet.

- Vi har hørt rygter om at han var stærkt selvmordstruet, altså han ville tage sit eget liv efter hændelsen, siger Andre Matthias, journalist, Brandenburg Aktuel til TV2/Nord.

Sagen mod familiefaren har været længe undervejs, fordi der har været mange forskellige vidner i sagen. Han har siddet varetægtsfængslet i over et halvt år i tysk fængsel. Skulle han blive dømt, som anklageskriftet forlanger, så kan vejen hjem være banet.

- Det tyske retssystem ser det som tvingende nødvendigt at give en livslang straf. Men med en så lang straf giver det god mening at tænke på, om det ville gavne dømte at afsone et sted, hvor han kan sproget og har en social omgangskreds, siger Ralph-Dietrich Schulz, repræsentant, statsadvokaten i Potsdam til TV2/Nord.

Flere nyheder fra TV2 Nord