Tyve på lur

Meget tyder på at en flok tyve har fundet en god fidus. De snupper varer, som lige er blevet leveret til butikkerne. Tirsdag gik det ud over Punkt 1 og Jysk i Hobro.

Tirsdag fik Punkt 1 leveret en vaskemaskine. Den stod udenfor, klar til at blive kørt på lager. Men en eller flere må have holdt øje med leverancen, for kort til efter blev vaskemaskinen stjålet. Det foregik ved højlys dag mellem klokken 15.15 og 15.25. Det oplyser vicepolitikommissær Johan Nielsen fra Nordjyllands Politi i Hobro til TV2/NORD.

Og tyvene har formentlig fundet en god fidus. 20 minutter efter at vaskemaskinen forsvandt, blev der stjålet syv boxmadrasser fra Jysk, som ligger nogle hundrede meter fra Punkt 1. Madrasserne var ligeledes leveret og stod uden for bygningen.

- Vi kan ikke vide om tyvene kun opererer i Hobro, så vi opfordrer til, at der i butikkerne bliver holdt ekstra godt øje med de varer, der bliver leveret, siger Johan Nielsen.

Kender man noget til tyverierne, kan politiet kontaktes på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland