Tyve raserede kunstudstilling

01:44

Ukendte gerningsmænd brød ind i Nørhalne Hallen natten til søndag og ødelagde adskillige kunstværker. Foto: Johnni Isaksen

1 af 2

Kunst for titusindvis af kroner blev ødelagt natten til søndag, da ukendte hærværksmænd gik amok på den årlige kunstudstilling i Nørhalne Hallen.

Ukendte gerningsmand raserede natten til søndag den årlige kunstudstilling i Nørhalne Hallen. Hærværksmændene har blandt andet ødelagt mange af de udstillede malerier, som de har sparket hul i og overhældt med rødvin. De har smadret skulpturer og stjålet kunstværker.

En af de kunstnere, det er gået ud over, er Bent Andersen fra Brovst. Han har fået stjålet bronzeskulpturer for 23.000 kr. Nogle af dem havde han allerede solgt, og nu skal han betale køberne tilbage.

- Man bliver jo simpelthen så harm over sådan noget her. Det er sagt ligeud noget svineri, siger han.

Agent Kenneth Quistgaard udstiller kunstneren Kjeld Appels værker. Gerningsmændene har påført malerierne skader for op mod 50.000 kroner, og derfor udlover Kenneth Quistgaard nu en dusør på kunst for 10.000 for oplysninger om gerningsmændene.

- Når det er hærværk af en så meningsløs karakter, som det her er, hvor der er kastet rundt med tingene og sprøjtet rødvin ud over det hele, så skal de folk bare findes, siger han.

Bente Saabye, der er formand for foreningen IFN's Kunstvenner, der arrangerer kunstudstillingen, er også dybt rystet:

- Det er fuldstændig meningsløst hærværk. Jeg håber virkelig, at politiet finder frem til de skyldige, siger hun.

54 kunstnere udstiller weekenden over værker og skulpturer i Nørhalne Hallen. Der er endnu ikke et fuldt overblik over de ødelæggelser, gerningsmændene har forårsaget, og hvad der er blevet stjålet.

Politiet undersøger nu indbruddet. Foreningen IFN's Kunstvenner, der arrangerer udstillingen i Nørhalne Hallen, overvejer at indføre døgnovervågning af udstillingen næste år.

Flere nyheder fra TV2 Nord