To tyve taget på fersk gerning

To tyve med stor erfaring er på vej direkte i fængsel igen, efter at de i aftes blev snuppet på fersk gerning af betjent i civil..

De to tyve brød ved 21.30-tiden i aftes ind på AMU Nordjylland på Sofievej i Aalborg. De havde båret flere bærbare computere ud i en holdende bil og samlet en endnu flere klar til at blive flyttet samme vej, da en politibetjent i civil overraskede dem. Han var tilfældigvis på stedet for at undervise.

De to mænd på 18 og 22 år fra Aalborg blev anholdt, og da de er gode kendinge af politiet, vil politiets jurister i formiddag overveje, om de skal fremstilles i grundlovsforhør, oplyser vagtchef Aage Pedersen til TV2/Nord.

En tredje tyv ventede udenfor, men det lykkedes ham at stikke af. Politiet ved dog, hvem han er.


Seneste nyt

fra Nordjylland