Tyvstart i Toms-ligaen

 Tyvstart i Toms-ligaen

Kvindernes håndboldliga har sæsonpremiere den 5. september med et nordjysk lokalbrag mellem Aalborg DH og Frederikshavn Fox. I dag tyvstartede holdene med en opvisningskamp i Halvrimmen ved Brovst.

Der er 17 dage til det rigtigt går løs, men oprykkerne i Frederikshavn Fox har købt allerede købt ekstra harpiks. Holdet vil klistre sig fast til Toms-ligaen.

- Målsætningen er at overleve i ligaen. Alt andet er ligegyldigt, siger træner Anders Thomsen.

Frederikshavn Fox har været et elevatorhold siden 2001. Hver gang de er rykket op i håndligaen, er de rykket ned igen året efter. Nu er turneringsstrukturen lavet om, og det kan måske hjælpe Fox, der flere gange er blevet nummer anden sidst i ligaen. Før i tiden var der hvert år to hold der rykkede direkte ned. Nu er det kun et, og i Frederikshavn tror de at det bliver Horsens.

- Jeg tror på, at vi har et hold, der både i bredden og i udviklingen er på vej fremad, mens Horsens er det hold der har det tyndeste materiale og måske også det materiale der er mest slidt, siger Fox-træner Anders Thomsen.

I den anden ende af banen og den anden ende af skalaen skal Aalborg DH forsøge at leve op til de sidste to års bronzemedaljer. Det er træneren ikke sikker på holdet kan.

- Vi har større bredde i truppen end vi har haft tidligere, men om topniveauet er det samme som tidligere, det ved jeg ikke. Vi har mange unge lovende spillere, og det bliver spændende at se, om de kan udvikle sig til verdensklassespillere, siger træner hos Aalborg DH, Leif Gautestad.

Klubben har blandt andet købt målmanden Ana Vojcic, der kommer fra Serbien og stregspilleren Karen Brødsgaard, der i dag spillede med for første gang. Men samtidig er der sagt farvel til verdensklasseprofilerne Kristine og Katrine Lunde.

- Jeg synes, at holdet har gjort nogle gode indkøb, og det kan godt være det ikke er nogle super profiler i folks øjne, men de er holdspillere, der ofrer sig for holdet. Jeg tror på, at det der skal bære Aalborg DH igennem er holdet.

En ting er sikkert. Sæsonen byder på to lokalbrag mellem de nordjyske klubber, men kampen i dag viste som ventet, at der er klasseforskel på de to hold. Resultatet blev 39-28 til Aalborg DH.


Seneste nyt

fra Nordjylland