Uautoriseret tandlæge satte krone på forkert tand

En tandlæge i Aalborg har mistet sin autorisation efter stribevis af klagesager, men han fortsætter alligevel med at behandle patienter.

Britta Krogh fra Aalborg skulle forrige år have lavet to kronerpå sine tænder, og gik derfor efter et godt tilbud. Men i dag fortryder hun, at hun valgte den forkerte tandlæge, selv om han havde den bedste pris.

- Allerede da jeg sad i stolen blev jeg klar over at der var noget galt. Det gjorde ondt da han skulle slibe min tand ned til en krone - og det kunne jeg ikke forstå, fordi den i forvejen var rodbehandlet, siger Britta Krogh.

Det viste sig at tandlægen havde behandlet den forkerte tand på trods af, at journalen ikke var til at misforstå. Britta Krogh var rystet.

- Jeg mistede al tillid til tandlægen lige på stedet, og havde ikke lyst til, at han skulle lave mine tænder, siger Britta Krogh. Hun valgte at klage over behandlingen til Regionstandlægenævnet.

Det viste sig at Brittas tandlæge har stribevis af sager på halsen. I løbet af 2015 så mange og så graverende fejl, at han er frataget både sit ydernummer og sin autorisation.

Vibeke Gamst (Kons.), der er medlem af Regionstandlægenævnet udpeget af Regionsrådet siger.

- Der skal faktisk meget til før man mister sin autorisation. En tandlæge, der begår alvorlige fejl vil typisk forinden være pålagt at arbejde under supervison - dvs. at han ikke må arbejde uden at en anden tandlæge overvåger behandlingerne, siger Vibeke Gamst.

 Jeg synes det er grotesk, at han bare kan fortsætte sine behandlinger og udsætte nye patienter for sit klamphuggeri.

Britta Kroghs tandlæge har i en længere periode været pålagt supervision, men har alligevel arbejdet videre som før. Derfor har Sundhedsstyrelsen nu frataget ham autorisationen - men heller ikke det har altså fået ham til at stoppe.

- Det har vi regionen ikke haft kendskab til, for det er Sundhedsstyrelsen ansvar at følge op på deres afgørelser. Jeg håber sandelig at de heller ikke er klar over, át han har arbejdet videre, siger Vibeke Gamst.

Tandlægen er nu politianmeldt, men heller ikke det ser ud til at stoppe ham, Da TV2Nord ringer og bestiller en tid tager han imod opgaven som behandler.

Britta Krogh er skuffet over at hendes  - og mange andres klager tilsyneladende ikke har haft nogen effekt.

- Jeg synes det er grotesk, at han bare kan fortsætte sine behandlinger og udsætte nye patienter for sit klamphuggeri. Jeg valgte at klage, fordi jeg synes at han skal stoppes før han gør flere fortræd, siger Britta Krogh.


Seneste nyt

fra Nordjylland