Ubrugelige karakterer på nettet

Hul i hovedet og usammenligneligt, lyder kritikken af den måde, som Aalborg Universitet offentliggør karakterer på, skriver gratisavisen 24timer.

En kandidat i erhvervsjura fra Aalborg Universitet får 9 for sit speciale. Er det en god eller dårlig karakter sammenlignet med andre erhvervsjurister?

For at gøre uddannelserne og karaktergivningen på universiteterne mere åbne, skal universiteterne på deres hjemmeside offentliggøre de studerendes karakterer. På den måde skulle studerende og kommende arbejdsgivere kunne se, om en kandidat med 9 for sit speciale er en god eller dårlig kandidat.

<b>Gennemsnit for hele fakultetet</b>
I stedet for at offentliggøre karaktererne for hvert enkelt studium, har Aalborg Universitet valgt at offentliggøre karaktergennemsnittet for et helt fakultet, som består af flere studieretninger. En erhvervsjurist fra Aalborg Universitet kan altså ikke se, om gennemsnittet på 9,0 er godt eller skidt sammenlignet med erhvervsjurist, som er uddannet i Århus.

- Oplysningerne skal være så brugbare som muligt. Hvad skal jeg bruge det til, at de opgør det på fakultetsniveau? Så kan jeg jo ikke sammenligne karakterne fra uddannelser i Aalborg med dem København, siger Torsten Schack, videnskabs- og teknologiordfører (V) til 24timer.

<b>Må selv bestemme</b>
Som aftalen er nu, skal universiteterne kun offentliggøre karakterer på fakultetsniveau. Det vil sige, at det er i orden, at gøre det på den måde, som Aalborg Universitet gør. Men det står universiteterne frit for at offentliggøre karaktererne mere grundigt.

Det har man valgt på Aarhus Universitet, hvor man offentliggør karaktererne for hvert enkelt studium.

- Vi gør ikke kun det, vi har pligt til, men det vi synes, der er nødvendigt. De studerende forventer, at vi offentliggør karaktererne for hvert studium, så de kan sammenligne sig med andre, når de skal søge job. Hvis vi skulle regne gennemsnittet ud på det samfundsvidenskabelige fakultet, så ville det dække over så forskellige uddannelser som jura, økonomi og psykologi, og det er hul i hovedet at regne det sammen, siger studiechef Eva Teilmann.

Videnskabsministeriet går snart i gang med en evaluering af ordningen med offentliggørelse af karakterer.

Flere nyheder fra TV2 Nord