Uddannelse ramt af besparelser

Uddannelsen til pædagogisk assistent i Aalborg står til at blive skåret ned trods succes.

Ifølge SOSU Nord er uddannelsen af pædagogiske assistenter en succes. Men på trods af det, står uddannelsen til at blive nedskåret.

En ny, landsdækkende undersøgelse viser, at blot 25 % er arbejdssøgende efter 3 måneder - hertil skal lægges nogle få procent, der er syge eller indisponerede på anden vis. 53 % er i beskæftigelse og yderligere 17 % i uddannelse.

Hos SOSU Nord i Aalborg har man siden 2011 monitoreret beskæftigelsessituationen blandt de færdiguddannede pædagogiske assistenter.

For de færdiguddannede pædagogiske assistenter fra Aalborg i 2014 ligger beskæftigelsesgraden på ikke mindre end 73 % og kun 8 % er ledige et halvt år efter dimittering. Analysen viser også, at beskæftigelsesgraden er stigende. Fra 2011, hvor de første pædagogiske assistenter blev færdige, og til de nyeste tal fra 2014, er andelen steget fra 68 % til 73 %.

I øjeblikket skulle pågå forhandlinger mellem KL og forbundene FOA og LO om dimensioneringen af de videregående uddannelser, men KL har nu afbrudt forhandlingerne og i et brev til kommunerne anbefalet en nedskæring i antallet af praktikpladser til pædagogiske assistenter med 60-70 % med den begrundelse, at statistiske fremskrivninger tyder på mindre efterspørgsel på de pædagogiske assistenter i fremtiden. Også optaget på uddannelsen skal nedbringes markant, mener KL.

Direktør for SOSU Nord, Anja Jørgensen, stiller sig uforstående over for KL's udmeldinger om, at uddannelsen står til at blive kraftigt neddimensioneret.

- Det er særdeles påfaldende, at KL fastholder, at uddannelsen uddanner til ledighed, når der netop er gennemført en undersøgelse, som konkluderer det stik modsatte, mener Anja Jørgensen.

- Det er endvidere helt principielt højst usædvanligt, sågar uanstændigt, at man opretter en uddannelse for allerede fire år efter, at de første er blevet færdige, at ville tale om beskæftigelsesresultaterne. Det er derfor nærliggende at antage, at der ligger andre motiver bag ønsket om at skære i antallet af praktikpladser og neddimensionere uddannelsen fremadrettet. I så tilfælde er det en skandale, siger Anja Jørgensen

Har du et godt tip?