Uddannelse skal fremme bæredygtighed

Ny uddannelse på Aalborg Universitet skal sikre bæredygtighed i Aalborg. Foto: TV2/Nord/arkiv

Mere end 3,5 milliarder mennesker bor i byer verden over. Og det tal vokser. Det betyder større miljømæssige udfordringer. Nu giver en ny uddannelse på Aalborg Universitet håb om, at Aalborg fremover bliver mere bæredygtig til trods for vokseværk. 

Aalborg Universitet har sammen med tre partneruniversiteter i Tyskland, Spanien og Portugal vundet retten til at udbyde en toårig kandidatuddannelse kaldet "Byer og Bæredygtighed" som en del af EU-programmet Erasmus Mundus.

- Det gør mig både glad og stolt, for det er virkelig en kvalitetsstempling af Aalborg Universitet, at vi er blevet udvalgt til at udbyde en eliteuddannelse. Det betyder meget for universitetets branding som et universitet, siger dekan for Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Eskild Holm Nielsen.

Lektor Martin Lehmann fra Aalborg Universitets Institut for Planlægning bliver koordinator for uddannelsen, som Aalborg Universitet er hovedansvarlig for.

- Det her er rigtig stort. Med uddannelsen, som blandt andet er baseret på vores eksisterende by-, energi- og miljøstudier, får vi mulighed for at tiltrække nogle af de bedste studerende fra hele verden. Vi forventer at optage minimum 20-30 studerende pr. år i de kommende fem år, men gerne flere, siger Martin Lehmann.
 
Samtlige studerende begynder studiet i enten Aalborg eller Barcelona, for så at læse videre i Hamborg eller Avero i Portugal, inden de får mulighed for at læse på universiteter uden for EU.

Flere nyheder fra TV2 Nord