Ude Af Kontrol er klar til Nibe Festival

Det fjerde navn til næste års Nibe Festival er nu klar. Den danske rapgruppe Ude Af Kontrol er klar til at sparke en fest i gang i Nibe.

2018 udgaven af Nibe Festival blev en kort omgang for rapgruppen Ude Af Kontrol.

15 minutter gik der, så var Ude Af Kontrol helt ude af kontrol. Alt for mange festglade festivalgæster ville nemlig feste med den ligeså festglade trio.

- Det var desværre uundgåeligt. Vi måtte stoppe koncerten på sommerens Nibe Festival. Sikkerheden frem for alt – sådan er det bare, udtaler festivalleder Peter Møller Madsen.

Men til næste år, når Nibe Festival 2019 løber af stablen, så er Ude Af Kontrol klar til at tage revanche.

 - Vi tog selvfølgelig umiddelbart efter skylden for, at vi ikke kom i mål den fredag nat. Vi havde jo tydeligvis fejlplaceret de tre populære festoriginaler. Selvfølgelig sætter vi derfor et kæmpe plaster på såret og kan derfor nu løfte sløret for, at Ude Af Kontrol spiller Nibe 2019, siger Peter Møller Madsen.

Ude Af Kontrol kan opleves på Blå Scene onsdag den 3. juli kl. 21 i skoven i Nibe.

Hermed er festivalen ude med de første 4 navne. Det er allerede offentliggjort, at Nephew, The Minds Of 99 samt Nik & Jay spiller til Nibe 2019, som afvikles fra den 3.-6. juli.


Seneste nyt

fra Nordjylland