Udenlandsk arbejdskraft fire-doblet

For et år siden var der 271 arbejdere fra de nye EU-lande i Nordjylland - i dag er der 951.

Nordjyske virksomheder bruger arbejdskraft fra udlandet som aldrig før. I løbet af det seneste år er antallet af arbejdere fra de nye EU-lande, som har fået job i Nordjylland, mere end firedoblet. For et år siden var der 271 - i dag er der 951. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen glæder sig over udviklingen, fordi den tager det værste pres af arbejdsmarkedet, som er præget af mangel på dansk arbejdskraft.

- Derfor er det vigtigt, at vi får lempet den såkaldte Øst-aftale, så virksomhederne kan få lettere adgang til arbejdskraft udefra. Mangel på arbejdskraft er nemlig det største problem, vi står overfor her og nu, siger beskæftigelsesministeren i en kommentar til tallene fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

En undersøgelse, som dagbladet Børsen offentliggjorde for nylig, viste, at 77 procent af de adspurgte virksomheders topchefer havde oplevet problemer med at skaffe arbejdskraft nok.


Seneste nyt

fra Nordjylland