Udenlandske grupper på tyvetogt i Nordjylland: Politiet mangler hjælp

Foto: Joakim Brader

Flere små byer nord for Aalborg er hårdt ramt af indbrud. Politiet mener, at der er flere gerningsmænd på spil heriblandt udenlandske grupper, der er taget til Nordjylland på tyvetogt.

Smykker, kontanter og elektronik, det er hvad tyveknægtene, der er på spil i Nordjylland lige nu går efter. Det er især byer nord for Aalborg, der er hårdt ramt af indbrudsbølgen. Tyveknægtene bruger flere steder samme fremgangsmåde, hvor de tager flere huse på samme villavej.

- Vi er ret sikker på, at vi har rigtig mange gerningsmænd for tiden. Det er både danske kriminelle, men vi har også nogle udenlandske grupperinger, der er heroppe og lave indbrud, siger Politikommissær fra Nordjyllands Politi Sune Myrup.

Det er især byerne Vadum, Aabybro og Sulsted, der er blevet ramt af indbrudsbølgen. I Sulsted har man i de første måneder af 2017 haft lige så mange indbrud som den lille by havde i hele 2016. Borgerne i Sulsted har nu selv oprettet et vagtværn, der patruljerer om aftenen.

- Det vi har allermest brug for, det er at borgerne holder rigtig godt øje med, hvem det er, der kommer, og hvilke biler de kører i og meget gerne tager nogle registreringsnumre. Jo flere oplysninger vi kan få, jo nemmere har vi ved at sætte ind via vores efterforskning, siger Sune Myrup.

De udenlandske grupper, der er på tyvetogt er meget mobile og flytter sig fra uge til uge, hvilket udfordrer Nordjyllands Politi. Politiet høre gerne fra alle, der har set noget mistænkeligt i de ramte områder.