Udenlandske investeringer skaber job

Foto: Christell Maria Iversen (Arkiv)

En målrettet indsats har siden 2007 skaffet 968 nye arbejdspladser i Nordjylland.

På trods af finanskrisen er det takket være udenlandske investeringer lykkedes at skabe 968 nye arbejdspladser i Nordjylland siden 2007.

Det tværregionale initiativ Foreningen Vestdansk Investeringsfremme har i de sidste syv år arbejdet målrettet på at tiltrække udenlandske investeringer til Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark.

2013 blev et rekordår i forhold til at lokke udenlandske investorer til de tre regioner, hvor det tilsammen resulterede i 536 nye arbejdspladser.

- Det viser, at vores strategi er lykkedes på trods af de senere års vanskelige betingelser, og at vores samarbejde med Invest in Denmark er et vigtigt bidrag til arbejdet med at skabe vækst og beskæftigelse i den vestlige del af Danmark, siger Ulla Astman, der er bestyrelsesformand i Foreningen Vestdansk Investeringsfremme og regionsrådsformand i Nordjylland.

De 968 nye job, som udenlandske investeringer har skabt i Nordjylland, er ikke det eneste, som landsdelen får ud af initiativet.

- De udenlandske investeringer og samarbejdet på tværs af grænser tilfører ikke kun kapital, men også teknologi og viden, som gør vores erhvervsliv i stand til at klare sig i den øgede globale konkurrence, forklarer Ulla Astman.

Flere nyheder fra TV2 Nord