Udenlandske mekanikere søger til Frederikshavn

Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn har etableret sig som et af Europas førende videnscentre inden for servicering af biler. Det tiltrækker kursister fra hele Nordeuropa og betyder penge i kommunekassen.

13 norske mekanikere er i denne uge på skolebænken i Frederikshavn. De er på Autobranchens Udviklingscenter på EUC Nord for at lære mere om, hvordan de servicerer dieselbiler.

quote Autobranchens Udviklingscenter medvirker til, at der sidste år er kommet hele 4000 overnatninger i og omkring Frederikshavn.

Bahram Dehghan, chefkonsulent

- De har en del specialkompetencer her, som vi benytter os af og lærer, siger mekaniker Ole Jakob fra Tromsø, som ligger i den nordligste del af Norge.

 

Autobranchens Udviklingscenter blev etableret i 1999. Siden da er centret løbende vokset, og der bliver nu også satset på at være førende inden for viden om el- og hybridbiler.

- Alle snakker om, at det er fremtiden, og at vi skal være fri af de fossile brændstoffer, så vi skal over på noget alternativt. Derfor vil vi selvfølgelig også være på forkant og dygtiggøre os i el- og hybridbilsteknologien, siger teknisk instruktør Sølve Gudmundsen fra Autobranchens Udviklingscenter.

Det nordjyske videnscenter er anerkendt - også uden for Danmarks grænser. Derfor sender store bilfabrikanter som Kia, Hyundai, Ford og Suzuki nu deres mekanikere på efteruddannelse i Frederikshavn.

- Autobranchens Udviklingscenter medvirker til, at der sidste år er kommet hele 4000 overnatninger i og omkring Frederikshavn. Det er i sig selv et stort aktiv, siger chefkonsulent Bahram Dehghan fra Energibyen Frederikshavn.

Flere kursister på vej

Efterspørgslen efter den viden, de har i Frederikshavn, er stigende. Derfor er Autobranchens Udviklingscenter i gang med at udvide, så de kan tage endnu flere kursister ind end de 2000 til 2500, der på nuværende tidspunkt kommer til videnscentret om året.

- Det er vi simpelthen nødt til for at kunne følge med både på den ene og den anden måde, siger Sølve Gudmundsen.

Mandag lærer kursisterne blandt andet om, hvordan de måler vakuum på dieselpumpen. Viden, de kan tage med sig hjem og bruge, før de formentlig vender tilbage til Frederikshavn igen på et senere tidspunkt.

- Det er dyrt at have sådan et kompetencecenter. Det koster mange ressourcer, så vi må nok berede os på også at rejse til Danmark i fremtiden, siger Ole Jakob. 

Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn har etableret sig som et af Europas førende videnscentre inden for servicering af biler. Det tiltrækker kursister fra hele Nordeuropa og betyder penge i kommunekassen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland