Sommerhusejere i Vesthimmerland kan måske se frem til at få udenlandske naboer i fremtiden.
Danmark har i mange år haft særstatus i EF, nu EU, og fået lov til at forhindre tyskere, svenskere og andre nationaliteter i at købe danske sommerhuse. Den regel vil Vesthimmerlands Kommune nu undtages fra.
-Særreglen stammer helt tilbage fra da Danmark kom med i EF, men nu skriver vi 2011 og den bør ophæves, siger borgmester Knud Kristensen til TV2/Nord.
Sammen med godt 40 andre ønsker, er forslaget sendt til Indenrigsministeriet i forbindelse med at kommunen næste år får status som frikommune, og på den måde kan blive undtaget fra en lang række regler, som andre kommuner skal overholde.