Udlandet skal lære af dansk fiskeopdræt

Forskere, myndigheder og erhvervsrepræsentanter fra landene omkring den østlige Østersø besøger danske dambrug for at lære om miljøvenlig fiskeopdræt.

DTU Aqua og et EU-projekt om bæredygtig fiskeopdræt i Nordjylland skal nu hjælpe vores naboer i landene mod øst med at sætte gang i deres fiskeopdræt. Derfor skal en række repræsentanter fra otte af landene omkring den østlige del af Østersøen besøge DTU Aqua i på Nordsøen Forskerpark i Hirtshals.

- Akvakultur stormer frem på verdensplan, hvor efterspørgslen på fisk vokser hurtigere end de ofte pressede bestande i havene kan følge med. Her kan opdræt være et bæredygtigt alternativ, hvis det sker med brug af den nyeste teknologi og løsninger med fokus på minimal miljøpåvirkning, og det er det, som vi skal arbejde sammen om her, fortæller seniorrådgiver Alfred Jokumsen, DTU Aqua, som er projektleder på den danske del af et EU-projektet.

Ved besøget i Nordjylland skal repræsentanterne blandt andet besøge to danske modeldambrug, for at se på teknologien og den særligt miljøvenlige opdrætsform. Modeldambrugene bruger for eksempel ikke vand fra vandløb. Det kommer i stedet fra boringer.

Brugen af modeldambrug herhjemme fik i starten af 2012 Verdensnaturfonden WWF til at forfremme den dansk producerede regnbueørred til den grønne kategori over fisk, som er tilvejebragt på en måde, der er skånsom mod miljøet.

EU-projektet har et samlet budget på 28 millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland