Udsatte børn mangler plejefamilier

Udsatte børn, der skal anbringes uden for hjemmet, risikerer, at der ikke er en plejefamilie til dem. Særligt galt er det i Nordjylland.

Der er nemlig alt for få, der melder sig som plejefamilie til udsatte børn, lyder det fra Socialtilsyn Nord, der står for tilsynet på området. Det fortæller DR Nordjylland.

I første halvår af 2014 har de nordjyske kommuner kun fundet 40 nye plejefamilier - men der er brug for op mod fem gange så mange - nemlig omkring 200 familier.

- Vi er faktisk noget bekymrede for, om der vil være nok plejefamilier i fremtiden, siger Tina Mørk, der er myndighedschef i Socialtilsyn Nord.

Også Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, er bekymret. Med så få familier, der søger om at blive godkendt, kan det nemlig være svært at finde en familie, der passer sammen med barnet.

- Så er der en større risiko for, at anbringelsen bryder sammen, og det er jo en voldsom begivenhed for barnet, siger Rasmus Kjeldahl.

1. januar 2014 trådte ordningen med landets nye socialtilsyn i kraft, og det er blandt andet der igennem, at nye plejefamilier skal godkendes.

- Det kan jo være, at nogle tænker, at det måske er blevet svært at blive godkendt, siger Tina Mørk fra Socialtilsyn Nord som en mulig årsag til de manglende ansøgninger.

Socialtilsyn Nord opfordrer de nordjyske kommuner til at øge indsatsen for at rekruttere flere familier - blandt andet ved at afholde informationsmøder.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland