Udsigt til bedre mobildækning ved Hune

En ny 42 meter høj mast kan forbedre forholdene - forslaget sendes i offentlig høring i Jammerbugt Kommune.

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt har netop sendt et forslag til en ny lokalplan nord for Hune by i høring. Dermed er vejen banet for, at området kan få en bedre mobildækning.

Ved Højmarksvej i Hune har Kommunalbestyrelsen nu førstebehandlet et forslag til at der kan etableres en mobilantennemast med tilhørende teknikskabe.

Masten bliver på 42 meter, og med mastens højde vil brugere af mobiltelefoner kunne opnå tilstrækkelige sende- og modtageforhold i området.

- Masten er et vigtigt element i vores strategi om at sikre god mobildækning i hele Jammerbugt Kommune, og med en stigende brug af mobiltelefoni og afhængighed af den teknologi, så kommer det mange borgere og besøgende til gode, siger Mogens Christen Gade (Venstre), borgmester i Jammerbugt Kommune.

Højmarksvej i Hune ligger nord for byen ca. 500 m fra bygrænsen i et sommerhusområde og støder mod syd og vest op til arealer, som er udlagt til grønt fællesareal i tilknytning til sommerhusområdet. Placeringen er optimal i forhold til at få de bedste sende- og modtageforhold i området.

Mobilantennemasten vil blive rejst af en teleoperatør/mobiludbyder på ejendommen Højmarksvej 13 med teknikskabe på jorden tæt ved masten.

Forud for opførelsen af masten, skal forslaget i offentlig høring, og den endelige vedtagelse af lokalplanen kan ske i slutningen af oktober 2019.


Seneste nyt

fra Nordjylland