Brydning på skoleskemaet: Udvikler børns motorik

Eleverne i 0.-2. klasse på Klarup Skole får fra august mulighed for at gå til brydning en gang om ugen. Filosofien bag det alternative undervisningstilbud er, at brydning vil forbedre elevernes motorik i en tid, hvor stillesiddende aktiviteter med Ipad og computer fylder mere og mere i elevernes fritid.

De seneste tre uger har der været brydning på skemaet i idrætstimerne for eleverne i 0. klasserne på Klarup Skole. Men det, der måske ligner leg for de 80 elever på årgangen, tjener også et andet formål.

- I brydning udvikler du jo virkelig dine motoriske færdigheder, siger Maria Tranholm, arrangør af de alternative idrætstimer.

quote I brydning udvikler du jo virkelig dine motoriske færdigheder.

Maria Tranholm, arrangør

Hun er træner i den aalborgensiske brydeklub ”Thor Vejgaard” og mor til to elever på Klarup Skole. Det var hende, som foreslog skolen et prøveforløb på tre uger, hvor eleverne i 0. klasse får mulighed for at lære brydning – og samtidig træne smidighed, kondition og hurtighed. Egenskaber, som ifølge Maria Tranholm, har trange kår i en tid, hvor Ipads og computere fylder mere og mere i børnenes fritid. Et billede, de godt kan nikke genkendende til på Klarup Skole.

- Så vi kunne håbe lidt på, at det at man laver brydning i skolen, kunne ’skubbe lidt til’ at man fik en mere aktiv fritid, siger Morten Gadegaard Bukh, pædagog på Klarup Skole.

Det skal tigerspring, kolbøtter og tricks i bryderingen fremover være med til at sikre. Som det første sted i landet får 0.-2. klasse på Klarup Skole brydning på skemaet en gang om ugen. Ordningen træder i kraft fra næste skoleår og Maria Tranholm håber, at ordningen er begyndelsen på noget større.

- Mit håb er, at flere kommuner får øjnene op for, at der ligger en brydeklub i nærheden – og hiver fat i dem, siger hun.

Få hele historien om undervisningen i brydning på Klarup Skole i indslaget her.

Eleverne i 0.-2. klasse på Klarup Skole får fra august brydning på skoleskemaet en gang om ugen.

Seneste nyt

fra Nordjylland