Udvikling eller afvikling: Jerup sat til salg

Skolelukninger dødsstødet til de små samfund. Det mener borgerne i Jerup, hvor skolen er udset til lukning.

Der bliver lukket skoler i Nordjylland. Argumenterne har været stram økonomi og besparelser. Men nu begynder kommunerne også at kigge på, om børnene lærer nok i de små skoler.

I Jerup har borgerne sat byen til salg og skriver på skilte ved byens indfaldsveje, at byen er ved at dø.

-Det er forfærdeligt for vores lille by. Når skolen lukker, lukker det hele jo, siger Mette Schaltz, indehaver af Bette Kro i Jerup.

-Det er super ærgerligt for vores lille lokale samfund. Børnene er kede af det og frustrerede, fordi de ikke ved, hvad der skal ske, siger Anette Borsdal Stapris, mor til to i Jerup.

- Vi kan jo godt lide, at vi har nærheden og trygheden - at være et sted, hvor alle drager omsorg for hinanden, siger Christina Haugaard Rømer, Mor til fire i Poulstrup.

I Elling har man accepteret udviklingen.

- Vi mener godt, at vi kan holde liv i Elling, selvom vi går med til at sende vores børn til Strandby for at gå i skole. Til gengæld håber vi på at få noget ro og stabilitet og et børnehus fra 0 - 6 år her i Elling, siger Helle Brandt, mor i Elling.

Som regel handler det om besparelser i kroner og øre, men klassestørrelserne er også kommet med i debatten om skolelukninger.

- Som ansvarlige politikere så er vi jo altid bange for, at vores børn ikke bliver kloge nok. Derfor skal vi under ingen omstændigheder bombes tilbage til den tid, hvor der ofte kun var to klasser på en skole - den store og den lille, siger Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring

- Vi kan ikke blive ved med at sikre linjefagslærere og nogle ordentlige forhold for børnene at udvikle sig i. Og det er altså vigtigt for mig, siger Brian Kjær (S), Børne- og Ungeudvalget i Frederikshavn Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland