Udviklingshæmmede får motion i solen

02:01

Foto: Torben Lykke Larsen

1 af 2

51 udviklingshæmmede fra tre dagtilbud i Frederikshavn Kommune fik torsdag rørt sig mere end normalt, da de deltog i Tour de Skagen.

Torsdag blev der stillet lidt højere fysiske krav end normalt til 51 udviklingshæmmede fra tre dagtilbud i Skagen, Frederikshavn og Sæby, da de begav sig ud på Tour de Skagen.

- Vi skal have nogle folk til at bevæge sig. Vi skal have pulsen op og have det rigtig sjovt alle sammen, siger Søren Vestergaard Pedersen, idrætskoordinator i Frederikshavn Kommune.

Tour de Skagen er et tilbagevendende arrangement for udviklingshæmmede i Frederikshavn Kommune. For sjette år i træk hygger brugerne fra de tre dagtilbud sig med en gå- eller cykeltur i området omkring den tilsandede kirke.

- Det er ikke slemt at gå op og ned ad bakkerne. Det er dejligt. Solen skinner op på kirken og det er en god tur, siger Jonna Svendsen, der er bruger af dagtilbuddet Gimle i Frederikshavn.

Udviklingshæmmede er i en særlig udsat gruppe i forhold til at pådrage sig livsstilssygdomme, fordi de ofte rører sig for lidt.

- Vi håber på, at der er nogle som får lyst til at dyrke noget mere motion i dagligdagen. Enten alene eller ude i foreningerne. Ude på bostederne og de forskellige dagtilbud prøver vi at integrere sundhed og bevægelse, så meget som det kan lade sig gøre, siger Søren Vestergaard Pedersen.

Motion er omdrejningspunkt for Tour de Skagen, men arrangementet handler også om mere end bare bevægelse for de udviklingshæmmede.

- De skal være en del af et fællesskab, og så skal de ud at mærke naturen, få nogle sanseoplevelser og være sammen med hinanden, siger socialpædagog Sara Christensen fra dagtilbuddet Nordstjernen i Skagen, som har været med til at arrangere Tour de Skagen.

Flere nyheder fra TV2 Nord