Uenige om prostitution

Socialdemokraternes retsordfører afviser nordjysk partifælles ønske om lettere adgang for prostituerede til at skaffe sig lokaler.

Prostitution er et lovligt erhverv i Danmark, og derfor bør det heller ikke være strafbart at leje værelser ud til prostitution. Det mener det nordjyske folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (Soc.dem.).

Men retsordfører Karen Hækkerup (Soc.dem.) afviser sin partifælles forslag om at lovliggøre udlejning til købesex.

- Jeg har ingen forståelse for, at folk lejer ud til prostituerede vel vidende, at der skal føres bordelvirksomhed, siger hun til Ritzau.

Men det synspunkt er altså det modsatte af, hvad hendes nordjyske partikollega i tirsdags sagde til TV2/Nord:

- I kraft af, at vi har tilladt prostitution, så må vi også sørge for, at prostitution er ligestillet med andre liberale erhverv.

Det synspunkt blev bakket op af Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO).

- Vi er simpelthen afskåret fra at samarbejde med lovlydige mennesker og det gør os udsatte, siger Sussanne Møller fra SIO.

Flemming Møller Mortensens udmelding kommer i kølvandet på den såkaldte Gøglerbådssag i Aalborg, hvor en 63-årig mand i denne uge blev dømt for rufferi, fordi han blandt andet havde modtaget betaling for værelser, som blev brugt til prostituerede.

- Hvor skal pigerne drive deres virksomhed henne, hvis de ikke har råd til selv at købe et hus eller en lejlighed, sagde Flemming Møller Mortensen.

Det spørgsmål har socialdemokraten sendt videre til justitsministeren. Flemming Møller Mortensen understreger dog, at han ikke tager stilling til den konkrete sag fra Aalborg.

I straffelovens paragraf 229 stk. 2 står der, at "den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde".

Og den lov afviser retsordføreren og partikollegaen Karen Hækkerup at ændre på. Men ikke desto mindre ser hun frem til at få justitsministerens svar.

- For der er jo masser af steder, hvor der foregår prostitution, og hvor politiet ikke går rundt og rejser sigtelser. Så jeg ser frem til at få et klarere billede af, hvor og hvornår der faktisk bliver grebet ind, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland