Uenighed om skattestigning i Hjørring Kommune

Socialdemokratiet, Lokallisten, SF og Enhedslisten i Hjørring Kommune har indgået budgetaftale. Flere partier på den modsatte fløj er positive, men en skattestigning deler vandene.

Kommuneskatten stiger med 0,2 procent i Hjørring Kommune det kommende år.

Netop skattestigningen har betydet, at flere partier måtte forlade forhandlingerne undervejs.

- Vi kan ikke få enderne til at mødes, da adgangsbilletten til at være med i budget 2020 og overslagsårene var en skattestigning, og der sagde vi pænt nej tak, fortæller 1. viceborgmester i Hjørring Kommune fra Det Konservative Folkeparti, Per Møller, til TV2 Nord. 

VIDEO: 1. viceborgmester, Per Møller, fra Det Konservative Folkeparti er ærgerlig over at være blevet sat uden for døren under forhandlingerne.

Hos Venstre er man også ganske fint tilfreds, selvom man også her sidder med en følelse af ikke at være kommet til orde i særlig høj grad.

- Det jeg har set i går aftes, det ser fornuftigt ud. Jeg synes, at der er nogle gode prioriteringer, men der er også prioriteringer, som vi ville have gjort anderledes, hvis der var nogen som gad at lytte til os, siger 2. viceborgmester i Hjørring Kommune, Henrik Jørgensen, til TV2 Nord. 

VIDEO: 2. viceborgmester, Henrik Jørgensen, fra Venstre forklarer, hvilke ting Venstre gerne havde set prioriteret højere i budgettet for 2020. 

Borgmesteren lover ikke guld og grønne skove til borgerne i Hjørring Kommune.

- Vi kan holde serviceniveauet på det niveau, hvor det er nu, og det skal vi være glade for, i den tid hvor vi lever, siger Hjørring Kommunes socialdemokratiske borgmester, Arne Boelt, til TV2 Nord.

VIDEO: Borgmester fra Socialdemokratiet, Arne Boelt, er ganske godt tilfreds med næste års budget. 

Seneste nyt

fra Nordjylland