Uheld i Limfjordstunnelen gav lang kø på E45

Foto: Michael Guldbrandt Brønnum

Et uheld i Limfjordstunnelen gav en lang kø ned ad E45.

Tirsdag eftermiddag skete der et trafikuheld i Limfjordstunnelen på E45 i nordgående retning fra Aalborg mod Nørresundby.

Uheldet trak en lang kø ned ad motorvejen, fordi der i en periode kun var ét spor åbent i tunnelen. Ifølge trafikken.dk var der i en periode kø helt nede fra Svenstrup og op til tunnelen.

Vagtchef hos Nordjyllands Politi Poul Fastergaard oplyser, at der var tale om en lastbil og en personbil, der snittede hinanden i tunnelen. Sammenstødet fik personbilen til at snurre en omgang, men der er ikke sket nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Kø igennem Aalborg

Læs også Vejarbejde på Limfjordsbroen: Kun to spor farbare indtil august

Lastbilen kunne selv køre væk fra tunnelen, men personbilen måtte trækkes væk. Tirsdag eftermiddag omkring klokken 16 var der igen ryddet op i tunnelen.

Uheldet skete på et meget dårligt tidspunkt, da to af sporene er lukket på Limfjordsbroen på grund af broarbejde, hvilket skabte en lang kø op ad Vesterbro i Aalborg.

- Vi har en masse mennesker, der ringer ind om de trafikale problemer, både i tunnelen og inde på Vesterbro i Aalborg. Vi kan kun henstille til, at man tager den med ro og har tålmodighed i trafikken, siger Poul Fastergaard. 

Klokken 19.20 er kødannelser aftaget, og trafikken glider igen normalt.

Flere nyheder fra TV2 Nord