Uheld på motorvejen skabte kø ved Tylstrup

Et trafikuheld ved Tylstrup skabte mandag morgen lang kø på motorvejen. Vejen er nu ryddet. (Opdateret 8.48)

Hirtshalsmotorvejen var mandag spærret på grund af et trafikuheld mellem afkørslen ved Tylstrup og Brønderslev S i nordgående retning. Uheldet skete kort efter klokken 6.

Ifølge en af TV2/Nords ansatte, som var på stedet, så skabte uheldet en flere kilometer lang kø.

Uheldet skete, da en personbil blev påkørt bagfra.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen, fortæller, at køen opstod, fordi bilen lækkede en del olie og benzin efter uheldet, og oprydningen af det betød, at det nordgående spor var spærret det meste af en time.

Vagtchefen oplyser, at der er en person, der er lettere tilskadekommen ved uheldet.


Seneste nyt

fra Nordjylland