Endnu et uheld på E45

Flere uheld på motorvej E45 har eftermiddagen igennem betydet at nordjyske bilister har siddet i kø.

Motorvej E45 i Nordjylland har igennem hele eftermiddagen onsdag været plaget af trafikuheld.

Senest - omkring klokken 16.40 - skete der et uheld i nordgående retning, lige syd for afkørslen til Th. Sauers Vej og Universitetsboulevarden i Aalborg. Uheldet skete i venstre vejbane, og denne var frem til klokken 17.20 spærret. Uheldet skabte køkørsel på motorvejen.

Kort før klokken 16 kørte flere biler galt på motorvej E45 sydgående. Uheldet skete lige syd for afkørslen mod Sønderup, og ifølge Vejdirektoratet var der som følge af uheldet tre kilometer kø.

Det venstre spor var spærret mens redningsmandskab og politi arbejdede på stedet, og trafikken kunne derfor kun passere med forsigtighed.

Ifølge et øjenvidne til uheldet som TV2 Nord har talt med, var der op mod seks ambulancer på stedet, men ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Heine Hansen var der kun sket lettere personskade, og derudover materiel skade.

Klokken 16.15 blev begge vognbaner atter åbnet.

Siden klokken 14 onsdag har Nordjyllands Politi noteret i alt tre færdselsuheld på de nordjyske motorveje. Ingen af dem har dog været alvorlige.


Seneste nyt

fra Nordjylland