Uheldig fredag aften med både bilbrand og indbrud

Foto: TV2/Nord

En mand fra Mariager havde ikke den bedste aften fredag. Først fik han at vide, at hans bil var blevet brændt af, og derefter kom han hjem for blot at opdage, at der havde været indbrud i hans hus.

En ung mand fra Mariager blev fredag aften kort før midnat kontaktet af politiet, der havde modtaget en anmeldelse om, at mandens bil stod i brand i en grusvej på Gunderupsvej ved Mariager. Men her sluttede den uheldige aften ikke.

Da manden efterfølgende vendte hjem til sin bopæl på Teglgade i Mariager, havde der også været indbrud, hvor blandt andet en fladskærm, en computer og en Playstation var forsvundet. Ved samme lejlighed havde tyven eller tyvene fundet bilnøglerne og taget den bil, der sidenhen blev fundet i brand. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Manden havde været væk fra sin bopæl hele fredag aften, og der har ikke været nogen vidner til indbruddet. Nordjyllands Politi søger derfor nu vidner, der har set noget mistænkeligt på Teglgade i løbet af fredag aften, eller som har set personer forsvinde fra den brændende bil på Gunderupsvej.

Oplysninger i sagen kan gives på telefonnummer 114.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord