Uigennemskuelig branche: Kørelærere skal vise deres dumpeprocenter frem

Unge, der tager kørekort, kan ikke gennemskue, hvor dygtig en kørelærer er. De ønsker, at kørelærerne skal oplyse deres dumpeprocent, men det vil kørelærerne ikke.

Bilerne går indimellem i stå, og personerne bag rattet har svært ved at finde bakgearet. På køreteknisk anlæg i Hjørring har tre elever sat sig i bilen for første gang. De har tillid til, at deres kørelærer Jette Durhuus er dygtig - selv om de ikke aner, hvor stor en del af hendes tidligere elever, der er dumpet.

- Jeg har kun hørt, hvad andre synes om hende. Jeg ved ikke noget om, hvad hendes dumpeprocent er, siger Ida Gaardbo, mens hun starter bilen i kravlegården.

Og lige netop dumpeprocenten skal frem i lyset, mener Dansk Kørelærer-Union.

quote Man vil jo helt ikke risikere at dumpe selv, så det kunne da være dejligt nok at vide, hvor god hun er.

Ida Gaardbo, køreelev

Brancheorganisationen mener, at der er alt for mange brodne kar i branchen. Derfor vil de gerne have, at alle kørelæreres dumpeprocenter bliver offentliggjort af politiet, så køreeleverne bedre kan gennemskue, hvor dygtig læreren er.

- Vi vil også gerne indenfor kørelærerbranchen have en kvalitetskontrol af køreskolerne, sådan så forbrugerne har større mulighed for at finde en ordentlig køreskole, siger René Arnt, der er landsformand for Dansk Kørelærer-Union.

Nogle kørelærere vil snyde med tallene

Eleverne på køreteknisk anlæg ville da også gerne have haft mulighed for at have tjekket de lokale kørelæreres dumpeprocent, inden de meldte sig til. De afviser ikke, at en høj dumpeprocent kunne få dem til at fravælge en kørelærer.

- Man vil jo helst ikke risikere at dumpe selv, så det kunne da være dejligt nok at vide, hvor god hun er, siger Ida Gaardbo. 

 
 
Foto: Morten Germund / Ritzau Scanpix

Dansk Kørelærer-Union kan beslutte sig for, at alle kørelærer i deres sammenslutning selv skulle fremlægge deres dumpetal på deres hjemmesider, men det, mener formanden, er en dårlig ide. Han forventer, at nogle af kørelærerne i så fald vil snyde.

- Vi ser allerede i dag køreskoler, der offentliggør beståelsesprocenter, og de procenter er så høje, at det i hvert fald ikke er det billede, man kan genkende lokalt. Det er desværre ikke valide data. Der er en risiko for, at nogen vil forfalde til at offentliggøre nogle tal, der ikke er i orden, spår René Arnt.

Stor forskel på nordjyske kørelærere

TV2 Nord har fået en anonymiseret aktindsigt hos Nordjyllands Politi i de nordjyske kørelæreres dumpeprocenter. Her fremgår det, at der er store forskelle kørelærerne imellem.

Der var 153 nordjyske kørelærere, der havde elever oppe til køreprøve hos politiet i 2017. Det blev i alt til 15.507 køreprøver. Selvom man sorterer de kørelærere fra, der havde færre end 10 elever oppe til køreprøve, er der stadig meget stor forskel på, hvor mange af kørelærernes elever der består den praktiske prøve.

quote Vi ser stadigvæk, at der er nogle køreskoler, der udbyder kørekortene meget billigt. Til gengæld er de meget længe om at få deres kunder gjort færdige.

René Arnt, Dansk Kørelærer-Union

Hele 58,6 procent af eleverne dumpede hos den kørelærer, der klarede sig dårligst. Men det kun var 5,8 procent, der ikke bestod køreprøven hos den kørelærer, der klarede sig bedst.

Tallene kommer ikke bag på kørelærerunionens formand.

- Vi ser stadigvæk, at der er nogle køreskoler, der udbyder kørekortene meget billigt. Til gengæld er de meget længe om at få deres kunder gjort færdige. De har nogle beståelsesprocenter, der ikke er tilfredsstillende, siger René Arnt.

Kan begynde at afvise udlændinge

Kørelærer Jette Durhuus og flere af hendes kollegaer er imod at få offentliggjort, hvor mange af deres elever, der dumper køreprøven.

Hvis det bliver et krav, så vil hun ikke længere undervise udlændinge, for hun mener, at de trækker dumpeprocenten op.

- Vi kan jo godt sige, at dem vil vi ikke have. Det er jo sådan, det vil blive, hvis dumpeprocenterne bliver offentliggjort. Så siger vi, at vi ikke vil have dem, der ikke forstår sproget. Vi vil ikke have polakker, rumænere, nogen fra Afghanistan, Færøerne og Norge. De dumper oftere, siger Jette Durhuus.

Justitsminister har taget beslutningen

Allerede i 2006 gav justitsminister Lene Espersen påbud om, at Rigspolitiet skulle offentliggøre køreskolernes dumpeprocenter. Det gjorde politiet så, men de holdt hurtigt op igen - ifølge kørelærerunionen fordi politiets tal var behæftet med fejl. 

- Køreskolerne konkurrerer i høj grad på prisen, og det kan være meget svært for en kommende køreelev at gennemskue forholdet mellem pris og kvalitet. Jeg forventer, at offentliggørelsen af køreskolernes dumpeprocenter vil øge gennemsigtigheden på dette marked. Jeg mener også, at ordningen vil være til gavn for færdselssikkerheden, fordi kørelærerne får et ekstra incitament til at sikre sig, at deres køreelever har alle de nødvendige færdigheder, inden de indstilles til prøve med henblik på at blive sluppet løs i trafikken på egen hånd, skrev Lene Espersen på Justitsministeriets hjemmeside den 15. december 2006.

Ifølge Jette Duurhus er der kun omkring fem procent af hendes elever, der dumper. Det er ikke noget, hun skriver på køreskolens hjemmeside, for hun mener, eleverne har andre måder at tjekke, om hun kan sit kram.

- Man skal høre efter, hvad venner og kammerater siger. Det er det, vi har overlevet på, siger Jette Durhuus. 

Unge, der står overfor at skulle tage kørekort, har svært at gennemskue hvor dygtig en kørelærer er

 


Seneste nyt

fra Nordjylland