Uindbudte gæster hos 75-årig kvinde

Klokken var 01.30 onsdag, da en 75-årig kvinde i Nibe fik uventet besøg. Og det var ikke kaffe, den 30-årige mand ville have.

Han ville have penge. Den 75-årige ville umiddelbart ikke give ham nogle penge og forsøgte i stedet for at ringe til politiet.

- Hun ringede 114, men fik trykket sig det helt forkerte sted hen og endte med at smide telefonen i hovedet på manden og løbe over til naboen, siger Frank Liltorp, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

I løbet af et par timer lykkedes det politiet at anholde den 30-årig.

- Vi havde en god fornemmelse af hvem han er. For tre uger siden blev han nemlig set forsøge at skære sig igennem en dør med en motorsav, siger Frank Liltorp.

Juristerne skal i løbet af onsdag tage stilling til om den 30-årige skal varetægtsfængsles.


Seneste nyt

fra Nordjylland