Ukendt mand afpresser tyveriramte nordjyder

Nordjyllands Politi har på kort tid modtaget flere anmeldelser om et nyt bedragerinummer.

Nordjyllands Politi advarer onsdag om et bedragerinummer der inden for de seneste to uger er dukket op i Nordjylland.

- Det er en mand der henvender sig til folk, der har efterlyst ting, de har fået stjålet. Så siger han, han har deres ting, men at han vil have 5000 kroner for at udlevere dem, fortæller politikommissær Frederik Vedel Möller fra Nordjyllands Politi.

Inden for 14 dage har politiet modtaget fire anmeldelser om bedragerinummeret der tager udgangspunkt i hjemmesiden efterlyseren.dk. Her har ejere af en bil, en traktor, en campingvogn og en dyr hund alle efterlyst deres stjålne ejendele og derefter oplevet at blive ringet op af en mand, der altså ville afpresse dem. Formentlig uden at have det fjerneste med deres ofrenes ting at gøre.

- Det man kan gøre, og det som anmelderne også gjorde, er at spørge ind til sine ejendele og på den måde afsløre ham som en svindler. Og så skal man jo i øvrigt aldrig lade sig afpresse, siger Frederik Vedel Möller der ud fra et telefonnummer ved at der er tale om den samme mand.

- Vi ved ikke om han prøver lykken andre steder i Danmark eller om han begrænser sig til Nordjylland. Vi ved at telefonnummeret er et taletidskort, så det hjælper os ikke meget, siger politikommissæren.


Seneste nyt

fra Nordjylland