Ulækker strand: Nu er oprydning startet

01:54

Nu skal det være nok. Som TV2 nord i tirsdag kunne fortælle, har tang og andet snask voldt store problemer på stranden i Øster Hurup og gjort den - rent ud sagt - ulækker. Kommunen er nu i gang med at forsøge at få den fine hvide sandstrand tilbage.

Foto: Michael Schmidt Thomsen

Foto: Marie-Ane Buus Simonsen

1 af 3

Nu kan det være nok. Tang og andet snask har voldt store problemer på Øster Hurup Strand. Kommunen har nu påbegyndt oprydningen i kampen om at få den hvide strand tilbage.

Tager man et kig rundt på Øster Hurup strand, så er der stor sandsynlighed for at spotte traktorer. De forsøger at komme naturens luner til livs og sætte ind over for den tang og andet snask, der har invaderet stranden.

Familien Knudsen fra Kjellerup er på ferie i Nordjylland, og lidt skuffede over den knap så hvide sandstrand.

- Det ligner ikke en strand det her. Det ser ikke pænt ud, og det lugter også, fortæller Birgitte Knudsen.

Formand for Øster Hurup Beboerforening Elsebeth Blohm har aldrig set noget lignende i de 54 år år, hun har boet i byen.

- Det er rystende at komme ned at se, siger hun.

Og Mariagerfjord Kommune er da heldigvis også blevet opmærksomme på, at den ulækre strand ikke just er populær. Nu har de sat traktorerne i arbejde, og forhåbentlig kan de skrabe skidtet væk.

- Det har voldt os kvaler. Vi forsøgte i går med noget maskineri, der ikke kunne gøre det. Og i dag er vi gang med anden type maskiner. Det er den udfordring vi har, når vi har med naturen at gøre, fortæller Leif Christensen, Mariagerfjord Kommune.

Med fralandsvind i juni og juli er det klistrede og – skal det lige siges -  ufarlige stads strandet på stranden. Det har gjort den ellers så hvide sandstrand på østkysten ret utilgængelig

-Jeg er rigtig glad for, at der sker noget, så det igen kan blive et godt sted at være turist, siger Elsebeth Blohm.

- Vi kan jo kun håbe, det kommer til at se godt ud. Det er jo meningen med det, siger Leif Christensen, Mariagerfjord Kommune.

Hos familien Knudsen har børnene planer om snart at skulle i vandet. Men det er lidt uvist, om det rent faktisk kommer til at ske.

- De snakker jo hele tiden om, at de vil ud og bade, men vi må lige se tiden an, siger Birgitte Knudsen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord