Ulla Astman holdt møde med Falck: Nu kan man igen få taget blodprøver hos sit lokale lægehus

00:27

Fra den 1. juli har patienter været nødt til at rejse til Aalborg for at få taget blodprøver. Det fik regionsrådsformand Ulla Astman til straks at kalde Falck til møde om sagen.

Patienter i Brovst kan alligevel godt få taget deres blodprøver hos det lokale Falck Lægehus i byen. Det sker efter et møde mellem regionsrådsformanden og Falck.

Falcks lægeklinik i Brovst har fra den 1. juli besluttet sig for at stoppe med at tage blodprøver, som skal bruges i forbindelse med behandlinger på Aalborg Universitetshospital.

Falck erkendte, at der var tale om en fejl fra deres side, og at de fremover selvfølgelig tager alle blodprøver på deres patienter

Regionsrådsfprmand, Ulla Astman

Det vil sige, at kroniske patienter skal tage køreturen til Aalborg Sygehus fremfor blot at køre ned på sit lokale lægehus.

Denne ændring er kommet uden varsel, og der er ingen regler, der siger, at de lokale lægehuse skal tage disse blodprøver.

Det er der dog blevet lavet om på nu. Den nye ændring har nemlig fået Ulla Astman til straks at kalde Falck til møde om sagen. 

Læs også Lægehus nægter at tage blodprøver: Ina må køre 35 kilometer for at få justeret sin medicin

- Falck erkendte, at der var tale om en fejl fra deres side, og at de fremover selvfølgelig tager alle blodprøver på deres patienter – også dem, hvor det drejer sig om blodprøver til brug for hospitalet, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Mødet blev afholdt tirsdag eftermiddag og her kom Falck og Ulla Astman altså frem til, at de lokale lægehuse ikke må afvise patienter, der skal have taget en blodprøve. Heller ikke dem, som er i et længere forløb på hospitalet.

- En del af det at køre praksis, er at tage blodprøver på folk, uanset om det er nogen, lægehuset selv skal bruge, eller om de skal bruges i et forløb på sygehuset. Så det er den helt rigtige løsning, og vi undgår, at patienterne skal køre rundt på landevejene, siger Ulla Astman.

Én af de patienter, der nu kan ånde lettet op, er Ina Pedersen. Hun har nemlig været nødsaget til at køre fra Brovst til Aalborg Universitetshospital for at få taget blodprøver. Du kan høre hendes historie herunder. 

02:41

Flere kroniske patienter har fået at vide, at de må tage til  Aalborg for at få taget en blodprøve. Det sker på grund af der er for mange, der ikke er tilknyttet klinikken i Brovst

Luk video

 

Flere nyheder fra TV2 Nord