Ulla Astman: Skagen er dækket ind

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) afviser, at borgerne i Skagen har grund til bekymring, når akutbilen i byen med stor sandsynlighed nedlægges i 2015.

Både borgere og de lokale politikere er i oprør mod spareplanerne, som Region Nordjylland er på vej med. Her foreslår et enigt regionsråd uden Enhedslisten at spare akutbilen i Skagen væk. Selvom mange er i oprør, så forsvarer regionsrådsformand Ulla Astman (S) beslutningen.

- Jeg kan godt forstå bekymringen, når man mister en serviceydelse. Men vores responstid var i gennemsnit i 2013 7,54 minut, hvilket er meget pænt. Så Skagen er altså godt dækket ind, siger Ulla Astman.

Skagens akutbil er døgnbemandet. Det har den været siden et tragisk dødsfald i 2011. Her døde en 39-årig familiefar af et hjertestop. Dengang var ambulancen 26 minutter om at nå frem til Skagen. Siden dengang har akutbilen været opgraderet til døgnbemanding.

Utilfredsheden imod nedlæggelsen af akutbilen har fået borgerne i Skagen til at indsamle omkring 1000 underskrifter, og det gør indtryk på Ulla Astman.

- Selvfølgelig gør det indtryk. Men vi mener, at borgerne i Skagen er dækket rigtig godt ind - bedre end andre steder i regionen. Derfor er det også svært at opretholde en service, når vi skal finde 155 millioner kroner, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Nedlæggelsen af akutbilen vil give en besparelse på 3,1 millioner kroner. Samlet set er det 155 millioner, som Region Nordjylland skal finde.


Seneste nyt

fra Nordjylland