Ulovligt kasino ransaget i Aalborg

Torsdag aften ransagede politiet en lejlighed, hvor der både var spilleborde, jetoner, spillekort og raflebæger.

Specialpatruljen fra Nordjyllands politi ransagede torsdag aften klokken 23.00 en lejlighed i Vesterå i Aalborg. Det var mistanke om ulovligt hasard eller kasinospil på området, der tiltrak politiet, der i denne sag samarbejder med Spillemyndigheden og SKAT.

I lejligheden fandt politiet et fuldt indrettet kasino, hvor der både var spilleborde og stole, jetoner, spillekort, raflebægere, samt et lager af drikkevarer såsom øl, spiritus og sodavand.

Under ransagningen var der ingen personer tilstede i lejligheden. Politiet kontaktede ejeren af lejligheden og han er nu sigtet for at være ansvarlig for den ulovlige spilleklub samt udskænkning uden alkoholbevilling. Den sigtede ejer er en 18-årig mand fra Aalborg, det oplyser Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Flere nyheder fra TV2 Nord