Ulrik Linnemann slutter som sekser i EM-debut

Europamesterskabernes sidste afdeling i rallycross blev i weekenden kørt i Letland. Desværre kørte Ulrik Linnemann ind i uforudsete udfordringer og nåede ikke finalen.

Nordjyske Ulrik Linnemann har i weekenden afsluttet sin første sæson i rallycrossens supercar-serie. Og selvom Ulrik Linnemann ikke havde det bedste løb weekenden, så ender han på sjettepladsen i det samlede klassement.

Forventningerne inden sæsonen var at ende i top ti, og derfor er teamet også godt tilfreds med, hvordan sæsonen er forløbet, hvor Ulrik Linnemann slutter foran kørere, der har meget mere erfaring og bedre biler end ham selv.

Udgik efter påkørsel

Weekendens afdeling blev kørt i Bikernieki i Letland, hvor 30 af Europas bedste rallycross-kørere, skulle kæmpe om sæsonens sidste point. Ulrik Linnemann lå inden afdelingen på en samlet femteplads, men det skulle vise sig, at blive en træls omgang for Ulrik Linnemann i Letland.

I de første to heats måtte Ulrik Linnemann tage til takke med en plads som henholdsvis nummer 11 og 14. Og i tredje heat gik det endnu værre. Nordjydens bil blev fra start ramt af en af konkurrenterne, hvilket resulterede i, at Ulrik Linnemann måtte trække sig fra heatet med et ødelagt hjulophæng.

Det sendte teamet på overarbejde, da de skulle nå at fikse bilen inden det sidste og afgørende heat. Det lykkedes heldigvis at få vognen køreklar.

- Jeg gav alt hvad jeg havde. Trods komplikationer med bilen lykkedes det mig at køre en rigtig god tid, siger Ulrik Linnemann, der sluttede som femmer i heatet.

Godkendt debutsæson

Men desværre var det ikke nok for nordjyden, der ikke formåede at skrabe point nok sammen til at komme i finalen, og han må derfor tage til takke med en samlet sjetteplads for sæsonen.

Til trods for en udfordrende sidste afdeling i Letland, så ser Ulrik Linnemann med positive øjne på fremtiden.

- Efter en debutsæson hvor jeg har overrasket alle, er der en masse af de store VM-teams som gerne vil have skrevet kontrakt med mig på den kommende sæson. Det er ikke nogen hemmelighed at det eneste der står i vejen for en VM-debut er budgettet, og det er det som de næste måneder skal dreje sig om, siger Ulrik Linnemann.

Vinderen af det samlede klassement blev Reinis Nitiss fra Letland.

Ulrik Linnemann med sit team
Ulrik Linnemann med sit team
Foto: Linnemann Motorsport

Seneste nyt

fra Nordjylland