Ulvefrygt i Hjørring: Ejer dropper hobbykvæg

Det er otte Galloway køer, som nu ikke længere skal bo på Lone Hansens marker ved Hjørring. Foto: Lone Hansen (Privatfoto)

Lone Hansen fra Hjørring dropper sin otte hobbykvæg, da flere kalve på mystisk vis er forsvundet. Hun er ikke i tvivl om, at det er ulven, der er på spil.

Otte kvæg går normalt på Lone Hansens jord ved Skallerup Klit som en del af en naturplejeordning. Det stopper dog nu på grund af ulven. To kalve er nemlig på mystisk vis forsvundet, mens to andre kalve er blevet født for tidligt. Ejeren er ikke i tvivl om at ulven har en pote med i spillet.

- Vi har ikke selv set ulvene, men vi tror på, at det er ulven, der har taget de to kalve, der bare er blevet væk. At to andre kalve er blevet født for tidligt, tænker vi, kan skyldes at køerne er blevet stressede på grund af ulven, siger Lone Hansen, der udover at have hobbykvæg ejer Skallerup Ridecenter.

Vi har ikke selv set ulvene, men vi tror på, at det er ulven, der har taget de to kalve, der bare er blevet væk.

- Lone Hansen

Ulven er ifølge Lone Hansen spottet flere gange i området, så de er ikke i tvivl om, at den findes tæt på deres marker. Lone Hansen har udover kvægene også en del heste i området, og frygten for ulven får nu også konsekvenser for dem. Lone Hansen vil ikke længere lade de islandske heste fole på marken. Det skal de fremover gøre i stalden, så føllet ikke risikerer at blive ulveføde. 

- Vi er ikke bange for os som mennesker. Det handler udelukkende om dyrene, men vi vil ikke miste dyr på den måde, så derfor tager vi nu konsekvenserne. Køerne bliver solgt og hestene kommer til at fole i stalden, siger Lone Hansen.

Lone med sin datter og flere føl. Foto: Privatfoto

Om kalvene er blevet taget af ulven, er ikke noget, der er blevet fastslået af myndigheder, og da man ikke har fundet hverken dyrene eller resterne deraf, ser det heller ikke ud til, at mysteriet bliver løst lige foreløbig.

Flere nyheder fra TV2 Nord