Underskrifter til undsætning

Mandag gjorde ansatte ved sygehuset i Dronninglund en sidste indsats for at overbevise politikerne om, at afdelingen skal bevares.

Tirsdag bliver skæbnedagen for Dronninglund Sygehus. Her skal Regionsrådet nemlig beslutte, om sygehusets medicinske sengeafdeling, M3, skal nedlægges.

Bevæbnet med i alt 6567 underskrifter tog ansatte og medlemmer fra Dronninglund Sygehus Støtteforening mandag til Regionshuset. De vil redde sygehusets afdeling M3 - midlet er i alt 6567 underskrifter.

- Det må jo påvirke dem i en eller anden retning at se, at så mange mennesker har skrevet under på, at de synes, at Dronninglund Sygehus er bevaringsværdigt., siger formand for støtteforeningen, Frits Danielsen, til TV2/Nord.

Dronninglund Sygehus er en del af Aalborg Sygehus. Som et led i en spareplan har sygehusledelsen ved Aalborg Sygehus foreslået, at man nedlægger den medicinske afdeling M3 - en afdeling der tæller 20 sengepladser.

De mange underskrifter mod lukningen blev mandag overrakt til Regionsrådsformand Ulla Astman.

- Selvfølgelig har det en indflydelse på den beslutning, der skal træffes. Det her berører rigtig mange mennesker, det er de her underskrifter jo også et udtryk for, siger hun til TV2/Nord.

Med underskrifterne afleveret kan de ansatte på afdeling M3 blot vente på at Regionsrådet tirsdag træffer den endelige beslutning.

- Det bliver simpelthen svært at slippe tanken omkring det her, fordi der er ligeså mange meninger om det, som der er mennesker. Vi tør kun håbe det bedste og frygte det værste, siger tillidsrepræsentant for de medicinske sygeplejersker, Helle Stenholt Jørgensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland