Ung AAU-forsker får 10 millioner kroner til DNA-puslespil

Stor donation til Aalborg Universitet kan få betydning for produktionen af bioenergi og fødevarer.

Mikrober, eller mikroorganismer som eksempelvis bakterier, er vigtige for alle processer i miljøet - og dermed også for vores helbred. Derfor er det ikke helt uden betydning, at Aalborg Universitet netop har modtaget 10 millioner kroner til at forske i de bittesmå størrelser.

Pengene kommer fra Villum Fondens Young Investigator Programme, som mandag uddeler i alt 150 millioner kroner til 16 yngre forskere. Herunder altså også AAU's Mads Albertsen på 31 år.

Mads Albertsens projekt handler om såkaldte mikrobielle samfund, som har stor betydning, men som forskerne altså ikke er helt så kloge på, som de gerne ville være.

- På trods af vigtigheden kender vi kun et fåtal af mikroberne, fordi det er vanskeligt at få dem til at gro i laboratoriet. Man taler netop om ”mikrobiologiens mørke stof”, fordi vi kun kender en brøkdel af de millioner, der findes. I det her projekt vil vi derfor udvikle nye DNA-metoder, som kan fastslå komplette mikrobielle genomer ud fra naturlige systemer, forklarer Mads Albertsen.

Sammen med to kommende ph.d.-studerende og en postdoc-forsker har Mads Albertsen nu fem år til at forske i projektet. Ved hjælp af yderst moderne teknologi skal de i gang med at lægge et DNA-puslespil, hvor det går ud på at forstå, hvad brikkerne viser, og hvordan de skal kombineres korrekt.

- Slutmålet er at udnytte den nye indsigt i de mikrobielle systemer til at monitorere og kontrollere dem, så vi for eksempel vil kunne optimere produktionen af bioenergi, hvor de spiller en stor rolle. Jeg tror på, at vi med vores metoder bliver i stand til at skelne mellem ellers tæt forbundne varianter af mikrober, så vi også kan udnytte forskelle i, hvordan de fungerer, siger Mads Albertsen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland