Ung bilist flygtede efter påkørsel af kvinde

Foto: Per Frank Paulsen

Hændelsen skete for enden af Jomfru Ane Gade natten til mandag.

En kvindelig fodgænger blev natten til mandag omkring klokken 2.00 påkørt Ved Stranden for enden af Jomfru Ane Gade.

Påkørslen skete, da en parkeret bil pludselig bakkede ud fra en plads ved siden af Casino Aalborg. Bilen ramte kvinden, der kom gående på fortovet. Hun væltede omkuld på kørebanen.

Føreren, der ramte kvinden, bakkede efterfølgende uden om den liggende kvinde og kørte væk fra stedet vest mod Borgergade.

Flere politipatruljer samt en ambulance blev sendt til stedet, og det viste sig heldigvis, at kvinden ikke var kommet til skade. Hun blev kørt til Aalborg Universitetshospital og blev udskrevet efter en kort behandling.

Flugtbilisten er endnu ikke fanget, men flere vidner så, at bilen var en sølvfarvet Seat Ibiza fra Aalborg. Føreren er en mand på 20 til 25 år.

Registreringsnummeret blev samtidig opfanget, og derfor er Nordjyllands Politi klar over, hvem ejeren af bilen er. De har endnu ikke talt med manden om uheldet, så de opfordrer ham til at kontakte politiet. Han var ikke at finde på sin bopæl og svarede heller ikke på politiets opkald.

Har du oplysninger om sagen, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.

Flere nyheder fra TV2 Nord