TV2 Nord

Ung nordjyde debuterer som forfatter

22-årige Sascha Christensen er psykologistuderende på Aalborg Universitet. Og nu kan hun også kalde sig forfatter. Hun har fået kontrakt på at udgive tre bøger i en fantasytrilogi, som primært henvender sig til børn og unge.

<b>Den ydmyge amulet</b>
Det første bind i trilogien, "Den Ydmyge Amulet" er netop udkommet.

- Det er helt surrealistisk og lidt svært at tro på. At det er en rigtig bog, som kommer i butikkerne. Og at den er min, siger Sascha Christensen, hvis ønskedrøm er at blive forfatter:

- Men mit realistiske mål er at arbejde som psykolog og så være forfatter ved siden af.

<b>Trilogi om magisk ung pige</b>
Trilogien handler om en ung magiker, Josephine Teller, som sammen med sin faster og onkel flytter ind i et gammelt, forladt hus, hvor de vil åbne et hotel. På husets høloft finder den unge pige en masse gamle amuletter og et skelet.
Det bliver starten på en spøgelseshistorie og et mysterium, som truer med at ødelægge hotellet og hendes families forretning.
I forsøget på at løse mysteriet, bliver Josephine trukket ind i en langt større sag om et forsvundet magisk relikvie - Humaran, den ydmyge amulet.

<b>Bog i 2010 og 2011</b>
Anden del af trilogien kommer næste år og sidste del udgives i 2011.

Har du et godt tip?