Ung nordjyde i Melodi Grand Prix: "Det har været hårdt at nå her til"

23:05

Se mandagens udgave af Nordliv, hvor vi blandt andet har besøg af Lasse Meling, der er blandt deltagerne til Dansk Melodi Grand Prix til februar. Video: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Lasse Meling stiller op med sangen "Unfound" i Dansk Melodi Grand Prix 2018. Men vejen til den store scene har været hård for den 19-årige frederikshavner.

Han var blot 13 år gammel, da han blev opdaget på Youtube. Siden da har nordjyden Lasse Meling været et kendt navn blandt unge.

Han har indspillet sange i New York med anerkendte sangskrivere og fik sit hidtidige gennembrud i 2013 med singlen ’All About You’. I år står han så på den store scene i Gigantium som den eneste nordjyde, når Dansk Melodi Grand Prix 2018 løber af stablen den 10. februar. 

Der har været rigtig mange ting, jeg har sagt nej til for at kunne lave musik, for det er svært, det er helt vildt svært

Lasse Meling, deltager i Dansk Melodi Grand Prix 2018

- Det er stort. Jeg føler ikke, at det er noget pres, fordi jeg får så mange beskeder fra nordjyder som siger, at de synes, det er dejligt. De synes, det er fedt, at der endelig er en fra Frederikshavn, siger Lasse Meling. 

Men vejen til Gigantium har ikke været let for den 19-årige frederikshavner.

- Det har været hårdt. Ikke kun for mig, men også for mine nære og mine venner, for der har været rigtig mange ting, jeg har sagt nej til for at kunne lave musik, og det er svært, det er helt vildt svært, siger Lasse Meling.  

00:42

TV2 Nord besøgte Lasse Meling for fire år siden. Dengang blev han udråbt som den nordjyske Justin Bieber. 

Luk video

Det nordjyske bidrag er sang nummer seks ved Dansk Melodi Grand Prix 2018 og handler om de op- og nedture, man møder gennem livet.

- Det er en meget følsom og skrøbelig sang. Det er en sang, der handler om at komme ind i et svigt. I min oplevelse med svigt, var det et svigt, hvor jeg kom meget langt ned, men hvor jeg også endte med at rejse mig stærkere, og det gør man jo. Så det valgte vi at se, om vi kunne skrive en sang om, og det synes jeg, vi klarede rigtig godt, siger Lasse Meling, der har skrevet sangen "Unfound" sammen med Kim Nowak-Zorde og The Arrangement.  

Selvom Lasse Meling nu skal stå på den hidtil største scene i hans karriere, er han klar på at tage det videre endnu.

- Drømmen er stor. Jeg kan huske, at jeg engang snakkede med jer (TV2 Nord) før, og der sagde jeg, at min største drøm var at komme ind og synge på Madison Square Garden (i New York), og det er det stadig, og det kræver meget arbejde endnu, og det kræver mere modgang, men det skal man jo bare igennem, siger Lasse Meling da han gæstede livstilsmagasinet Nordliv på Salto. 

00:30

Musikvideoen til et af Lasse Melings hits "Never Give Up on You", der blev optaget i LA. 

Luk video

 

Forsiden lige nu