Ung nordjyde med i kapløbet om titlen som Årets Holdkammerat

Natascha Johansen Heien, 15, fra Rebild Håndbold er med i kampen om at blive Årets Holdkammerat.

En atletikudøver, en håndboldspiller og en svømmer udgør finalefeltet til prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse, som gives til Danmarks bedste holdkammerat. En af dem hedder Natascha og kommer fra Rebild.

Knap 300 unge mennesker mellem 12 og 19 år fra hele Danmark er blev indstillet af holdkammerater, trænere og ledere til prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse. Nu er feltet snævret ind til tre finalister i kampen om æren og førstepræmien - en idrætsrejse for hele holdet til en værdi af 100.000 kroner.

De tre kandidater er:

Emma Christensen, 15, fra Herning GF Atletik & Motion.

Emma er nomineret, fordi hun er meget aktiv i klubben, både som atlet og træner. Hun er god til at kombinere seriøsitet og sjov og skaber glæde med sit gode humør. Desuden hjælper hun med gode råd og hepper på sin kammerater.

Natascha Johansen Heien, 15, fra Rebild Håndbold.

Natascha er blevet nomineret, fordi hun altid er i godt humør, udstråler glæde og positiv energi, er imødekommende over for nye mennesker, giver feedback og konstruktiv kritik, ligesom hun hjælper andre med at være modige.

Andreas Ingvordsen, 19, fra Dragsholm Svømmeklub.

Andreas er nomineret, fordi han er hjælpsom og omsorgsfuld, går forrest og viser vej, styrker sammenholdet og kammeratskab i klubben, er træner og talsmand for de andre unge trænere.

Vinderen, der findes af et dommerpanel, offentliggøres ved Sport 2015-showet i Herning 9. januar 2016.

- Fidus-prisen er med til at sætte fokus på, at selvom vi lever i en stadig mere individualiseret tid, så efterspørger børn og unge de fællesskaber, som opstår omkring en fælles passion for en idræt - og de værdsætter virkelig de holdkammerater, der gør noget ekstra for fællesskabet. De står i virkelig høj kurs og fungerer gennem deres eksempel som forbilleder for andre unge, siger ungdomsforsker Søren Østergaard, der er medlem af dommerpanelet til Årets Holdkammerat.

Fakta om prisen:

DIF og Nordea-fondens Fidusbamse gives til en ung idrætsudøver mellem 12 og 19 år fra en af DIF's idrætsforeninger, som med sine handlinger og holdninger er en rigtig god holdkammerat. I perioden fra den 15. september til den 25. oktober havde alle mulighed for at indstille en ung til prisen.

Flere nyheder fra TV2 Nord