Ung svømmer overvandt kræft

12-årig pige fra Aars vandt over sygdommen og forsøger nu at vinde i vandet.

I en alder af fire år fik Maja Ibsen fra Aars stillet diagnosen leukæmi - kræft i blodet. Kemobehandlingen var hård ved hende både fysisk og psykisk, og der var derfor stor glæde og lettelse, da hun i 2011 blev raskmeldt. I dag er hun en konkurrencesvømmer, og på vej mod det vestdanske mesterskab.

Ved dagens svømmestævne i hjemmebassinet i Aars stiller 12-årige Maja Ibsen op i fire discipliner for Aars Svømmeklub. Det er en noget anderledes situation, end da hun som seksårig fik kemo mod sin sygdom.

- Det er jo et kæmpe chok. Det er nok forældres værste mareridt, at deres barn skal blive ramt at så frygtelig en sygdom, og man ved ikke, om det får den ene eller den anden udgang, siger Majas mor Helle Ibsen.

På grund af sin sygdom har Maja kun haft mulighed for at dyrke svømningen i få år. Alligevel er hun lige blevet rykket op, så hun nu er en af de yngste på konkurrenceholdet.

Et sygdomsforløb som det, Maja har været gennem kan have langvarig indflydelse på ens fysik, og Maja har også fået af vide, at hun nok ikke skulle regne med at komme til at dyrke elitesport. Nu sætter hun den 22. bedste brysttid for sin alder.

- Jeg regner med, jeg skal svømme resten af livet, for det er spændende, og man holder sig i gang, og når man først er gået i gang, så er det bare sådan, ja, smiler Maja Ibsen.

Maja er i dag erklæret rask. Hun går stadig til kontrol, men ellers mærker hun ikke noget til sygdommen.


Seneste nyt

fra Nordjylland