Ungarsk kvinde snød sig til ophold: Svindelnummer med tråde til Nigeria

Det er på byggepladsen her, at rengøringsfirmaet i Odense skulle ligge. Foto: Jacob Rytz, TV2 Fyn

En ungarsk kvinde har begået dokumentfalsk for at få dansk CPR-nummer og adresse i Elling. Nu kan TV2 Nord også afsløre, at det firma, hun har angivet som sin arbejdsgiver til Statsforvaltningen, ikke eksisterer.

På adressen Dannebrogsgade 1 i Odense skulle virksomheden Destines Cleaning Services ligge. Det er i hvert fald den adresse, der er opgivet i CVR-registret. Og her skulle en 31-årig ungarsk kvinde, som tilsyneladende er rykket ind hos et ægtepar i Elling uden deres vidende, arbejde. 

Læs også En fremmed flyttede ind: Stjal adresse for at få CPR-nummer

Problemet er bare, der ikke ligger noget rengøringsfirma på Dannebrogsgade 1. Det er nemlig en byggeplads. Men ikke desto mindre har den ungarske kvinde brugt en ansættelseskontrakt hos netop det firma til at få opholdstilladelse i Danmark.

Tom grund i Nyborg

De seneste dage har TV2 Nord kunnet fortælle den mærkværdige historie om kvinden, der har snydt sig til en adresse i Elling. 

Hun er angiveligt rejst ind i Danmark sammen med en ungarsk mand. De har fået hjælp til at få de nødvendige papirer af en 51-årig nigeriansk mand, Tony Ayavoro. Han har fået opholdstilladelse i Irland og har i dag sandsynligvis folkeregisteradresse i Sverige, og han har lejlighed og er involveret i mindst to rengøringsfirmaer i Danmark. Destines Cleaning Services og Radisson Cleaning Services.

Læs også Bor der fremmede på din adresse?: Sådan tjekker du det

Det sidstnævnt firmaer har adresse i Nyborg. Heller ikke her er der skyggen af virksomhed på adressen, som er ubeboet.

Advokat i London og Nigeria

Tony Ayavoro befinder sig i dag sandsynlig på bopælen i Kerteminde. Vi ringer til det telefonnummer, Tony Ayavoro har tilknyttet på adressen. En engelsktalende mand svarer på vores opringning.

- Jeg er ikke Tony. Jeg holder bare hus for ham. Jeg låner hans telefon, forklarer manden.

Han bekræfter, at Tony Ayavoro ejer Radisson Cleaning Services,og at Tony vil ringe tilbage. 

Vi fortsætter søgningen efter Tony Ayavoro. Noröberg-parret i Elling, som lejde et værelse ud til ham og de to ungarer 16. april, har fået at vide af Tony Ayavoro, at han bor i Sverige og er fra Irland. Han har opgivet et telefonnummer til et advokatfirma Josan Solicitors & Advocates med adresse i både London og Nigeria. 

Læs også Nigeriansk advokat bag CPR-snyd i Elling

På firmaets hjemmeside står Tony Ayavoro angivet som medindhaver af advokatfirmaet med speciale i blandt andet energi og internationale forhold.

Vi forsøger først at få kontakt til Tony Ayavoro på firmaets kontor i London. Her bliver telefonen ikke svaret. Vi ringer herefter til Nigeria, hvor en mand tager telefonen.

Han forklarer også, at han ikke er Tony, men han vil komme i løbet af 3 timer. Forbindelsen til Nigeria bliver imidlertid afbrudt med det samme, da vi spørger til, om manden har kendskab til ungarer i Danmark.

TV2 Nord kommer ikke i kontakt med Tony Ayavoro i dag, fredag. Hverken på Fyn, i London eller i Nigeria. Vi ved heller ikke, hvor de to ungarer, som han rejste ind i Danmark med 16. april, befinder sig. Men vi ved, at kvinden aldrig har været på sin bopæl i Elling, ligesom hun næppe har udført en eneste times arbejde i det fynske rengøringsfirma, som der i dag ikke er skyggen af på byggepladsen i Odense. 

04:35

Vi fortsætter historien om falske ansættelseskontrakter, og historien bringer os til både Nigeria og et falskt firma på Fyn

Luk video

 

Forsiden lige nu