Unge former et nyt sygehus

Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

Et ungdomspanel skal inspirere det kommende sygehusbyggeri i Aalborg.

De unge kommer fra forskellige videregående uddannelser. 1. og 2. februar mødes de på Nordkraft i Aalborg for at komme med deres ideer.

Region Nordjylland ønsker at inddrage yngre og kreative kræfter i arbejdet med det nye sygehus. Derfor har regionen inviteret unge fra forskellige videregående uddannelser til at deltage i et ungdomspanel, hvor de får mulighed for at udfolde deres kreativitet.

- Vi forventer, at de unge kan komme med nogle helt andre vinkler og input end dem vil selv har tænkt på. De er vokset op i en verden, hvor den teknologiske udvikling er gået rigtig stærkt, så det bliver spændende at høre, hvad de tænker om fremtidens sygehus i Nordjylland, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i en pressemeddelelse.

Nogle af emnerne, som de unge skal forholde sig til, er hvordan de forestiller sig, det vil være at komme ind af døren til det nye sygehus, når de enten skal på arbejde, på besøg eller indlægges.

Ungdomspanelet skal i marts måned præsentere deres ideer for Tænketanken, som Regionsrådet nedsatte i 2010. Tænketankens medlemmer kommer ikke fra sygehusverdenen men er fra så forskellige områder som industri, organisationer, undervisning og kunstverdenen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord