Unge interesseret i sports-pas

Unge i Aalborg har vist god interesse for det nye fleksible sportstilbud Sport2Go. Og tilbuddet fortsætter næste år, oplyser P4 Nordjylland.

- Jeg har prøvet squash, tennis og så basket, siger en af de unge deltagere, Amanda Andersen, som denne eftermiddag er mødt frem til basketball.

DGI og Aalborg Kommune står bag projektet, der er det første af sin art i landet. De har sat som succesmål, at 300 unge mellem 12 og 20 år skulle købe sportspasset, der giver adgang til at prøve 20 forskellige idrætsgrene i tre måneder for 250 kroner.

Målet har været at fange noge af de unge, som ellers ikke er aktive.
Og ved at have solgt 304 sportspas er målet lige netop
indfriet, siger projektleder Claus Højen fra DGI Nordjylland:

- Interessen synes jeg faktisk er stor. Både blandt de unge mennesker, og også blandt lærere og forældre.

Hvorfor der så ikke er flere, der har købt det, må vi så spekulere over til periode 2, siger han.

Anden omgang med Sport2Go i Aalborg starter i marts og flere andre større danske byer arbejder på næste år også at tilbyde deres unge det fleksible sportstilbud.


Seneste nyt

fra Nordjylland