Unge kræftramte fejrer livet

70 unge mellem 18 og 39 år er i denne weekend samlet til landsmøde og fejring af livet på Hotel Comwell i Rebild Bakker.

De unge er medlemmer af foreningen Ung Kræft, der er en projektgruppe under Kræftens Bekæmpelse. De mødes en gang om året til det store træf.

- Vi ved godt, at det ikke er sikkert, at vi ser hinanden igen til næste år. Desto mere grund er der til at vi fejrer livet, siger Åse Langbro Larsen, Ung Kræft, Aalborg.

Der er planlagt en masse forskellige workshops i løbet af lørdag og søndag. Nogle handler om sund kost, andre om svære emner, som at fortælle sit barn, at man er alvorlig syg.

- Det er meget vigtigt for de unge, at mødes og deler erfaringer, siger projektleder Tina Brændgaard, Kræftens Bekæmpelse.

- Mange tror ikke, at unge rammes af kræft, men den barske kendsgerning er faktisk, at tre til fire unge dagligt rammes af sygdommen, fortæller projektlederen.


Seneste nyt

fra Nordjylland