Unge ledige er på kursus i selvtillid

01:00

I disse dage er unge nordjyder uden job på et kursus, der skal øge deres chancer for at komme ud på arbejdsmarkedet.

Unge ledige er samlet på Nordjyllands Mediecenter i Aabybro. Her får de træning i at komme ud over kanten, så de får nemmere ved at få et job.

I dag har de ledige spillet noget, der hedder Kommunikations-BINGO. Et spil der kræver, at man kommer på banen og taler en hel del.

- Da jeg kom hertil, var det, som om jeg ikke kunne noget. Jeg var stille og genert. Men jeg føler, jeg her har udviklet mig på det personlige plan, lyder det fra kursist Rune Lundgaard Kristensen.

Det er Jammerbugt Kommune og guideskolen Service & Co, der har fået kurset op at stå.

- Det vi arbejder på er, at man skal nå sine mål. Om det er i forhold til job eller i andre henseender, så er det specielt det, der er fokus på, fortæller ekstern underviser Henrik Duus.

Jammerbugt Kommune håber, at projektet kan få flere af de unge ledige et job i turisterhvervet i løbet af sommeren.

Kurset varer syv uger.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord