Unge mænd sloges ved Tyren

En gruppe unge mænd røg torsdag eftermiddag i totterne på hinanden på Vesterbro i Aalborg. 

En gruppe unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk var torsdag omkring middagstid oppe at slås ved "Tyren" på Vesterbro i Aalborg. Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

Da politiet ankom til stedet var de værste optøjer dog overstået, og en del af de unge havde allerede forladt stedet.

En enkelt ung mand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han skabte sig, da politiet kom.

Det vides ikke, hvorfor de unge var oppe at slås, men politiet vurderer ikke, at skænderiet er banderelateret.


Seneste nyt

fra Nordjylland