Unge sigtes for at bringe offer i livsfare

Nordjyllands Politi har anholdt flere unge for det farlige hjemmerøveri mod en mand i Klarup.

Den mand, der i Klarup ved Aalborg onsdag blev udsat for et hjemmerøveri, var i livsfare, lyder de lægelige vurderinger.

Nordjyllands Politi har torsdag foretaget flere anholdelser i sagen, oplyser Torben Asmussen fra lokalpolitiet.

Der er tale om to unge på 18 og 19 år.

Foreløbigt er det besluttet, at den ene skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag eftermiddag med krav om fængsling.

I sin lejlighed i Klarup blev en 51-årig mand onsdag eftermiddag udsat for farlig vold.

Røverne tog kvælertag på ham, slog ham med en kølle og gav ham oven i købet en dosis peberspray.

- Der var blodudtrædninger i hans øjne, og den lægelige vurdering går på, at han var i livsfare, siger vicepolitikommissær Torben Asmussen.

I forsøget på at finde de skyldige har også en 30-årig mand været anholdt, men han blevet løsladt igen.

Politiet har tilsyneladende ingen sikre oplysninger om motivet til, at flere mænd pludseligt trængte ind hos den 51-årige.


Seneste nyt

fra Nordjylland